Udgivet tor d. 8. mar 2018, kl. 11:27

Troen kommer udefra

Af sognepræst Marianne Frank Larsen 

Jeg stoler ikke på nogen. Sådan siger Lila i den bog af Marilynne Robinson, der hedder sådan, Lila. Og det er med god grund, for Lila har oplevet alt for mange svigt og tab og alt for megen fornedrelse til at kunne stole på nogen. Men bogen fortæller den smukke og overraskende historie om, hvordan Lila langsomt kommer til at stole både på evigheden og på den mand, hun møder. Til slut tror hun på, at han ikke vil fortryde sin beslutning om at gifte sig med hende. Til slut stoler hun på, at han aldrig vil undvære hende. End ikke i evigheden. Den tro kommer ikke fra Lila selv. Hun er jo netop ikke spor tillidsfuld. Lilas tro kommer fra ham, hun tror på. Den blide, gamle præst, hun møder og gifter sig med. Ham ender hun med at tro på, fordi mildheden i hans blik og generøsiteten i hans ord aldrig slår om i deres modsætning. Fordi han viser sig at være helt igennem troværdig. Det er hans troværdighed, der kalder troen frem i Lilas hjerte; hans blik og hans ord, der får Lila til at tro. Så historien, der begynder med Lilas mistillid og skam, ender med hendes tillid og taknemmelighed over at se den gamle mand sidde med deres barn på skødet.

At tro på en anden

Lilas tro kommer altså udefra. Det samme gør vores. Hvis vi siger om nogen, at ham eller hende tror vi på, så er den tro eller tillid kaldt frem af det bestemte andet menneske. Dén almindelige erfaring skal vi tænke med, når vi spørger os selv eller hinanden, om vi tror på Gud. Umiddelbart vender vi blikket indad for at tjekke, om troen findes i vores sind som en følelse eller som en overbevisning. Men hvis vores tro på Gud svarer til Lilas tro på sin mand, findes troen jo ikke inden i os selv. I hvert fald ikke uafhængigt af den Gud, som troen er tro på. Så kommer troen ikke inde fra os selv. Men udefra. Fra mildheden i hans blik og generøsiteten i hans ord. Så er det ham, der med sine ord og sin generøsitet kalder troen frem i os.

Tro er noget, vi får

I mine øjne er det en af de vigtigste pointer i Martin Luthers teologi. At tro ikke kommer inde fra os selv. Men udefra. Fordi tro simpelthen er tillid til Guds ord. I sin store katekismus forklarer Luther, at ”hverken du eller jeg kunne nogensinde vide noget om Kristus eller tro på ham, hvis det ikke blev tilbudt os og lagt os i hjertet af Helligånden ved evangeliets forkyndelse”. Så det er simpelthen dét, Helligånden gør. Bruger de ord, vi hører og synger, til at tilbyde os Kristus og lægge ham i vores hjerter. Om og om igen. Og det er tro, at han kommer derind. At ordene går gennem ørerne ind i vores hjerter og rører ved os. Så tro aldrig er noget, vi har. Men noget, vi får.

Fokus på noget andet end mig selv

For mig at se er det en stor aflastning. For så skal jeg ikke mærke efter, om jeg nu også har troen inden i mig selv. Som Lila, der kom til at tro ved at lytte til sin mands ord og se ham sidde med den lille søn på skødet, skal jeg åbne ørerne og vende blikket udad og fokusere på noget andet end mig selv. På de ord, de fortællinger, de salmer, den musik, de ritualer, de billeder, hvor jeg kan se Guds generøsitet og høre hans mildhed. Det er dem, Helligånden bruger til at vække min tillid og bære ham ind i mit hjerte. Og det er netop tro. 

Kategorier Præsternes ord