Udgivet tor d. 12. apr 2018, kl. 14:43

Af sognepræst Anders Thyrring Andersen

Den norske forfatter Tarjei Vesaas (1897-1970) skrev fra omkring 1950 og de næste tyve år nogle af de fineste romaner fra Norden i det 20. århundrede. Vesaas skabte en personlig modernisme kendetegnet ved en sublim balance mellem ting og symbol, det konkrete og mystiske, det hverdagslige og metafysiske. I et ret enkelt og ligesom renset sprog opnåede Vesaas en poetisk fortætning, hvor virkeligheden og dens almindelige hændelser er ladet med en videre betydning: symbolet, mysteriet og den religiøse dimension gror lige ud af den daglige eksistens.

Litteraturhistorisk må man placere Tarjei Vesaas i nærheden af hans danske kollega og ven Martin A. Hansen. En eksistentiel modernist, med fokus på den meningsløshed, som det udelukkede og/eller lukkede menneske kan føle – det menneske, som trods længsel efter kontakt er spærret inde med sig selv. Alligevel indtræffer en forløsning, meningen genfindes. Ikke som et resultat af det enkelte menneskes egen indsats, men som noget, der udefra skænkes. Der kan være tale om en anelsesfyldt sammenhæng mellem menneske og natur, om en nådesakt via det andet menneske, eller om en forløsning af religiøs karakter.

Tarjei Vesaas’ mest berømte roman Fuglene blev udgivet i 1957 og udkom samme år på dansk. Sidste år udkom romanen i en ny oversættelse. I Fuglene bor halvsinken Mattis sammen med sin søster Hege. I deres liv vrimler det med tabuord: klogskab, fordi Mattis ikke evner den; arbejde, fordi Mattis har kronisk samvittighedsnag over ikke at kunne magte det; seksualitet, fordi Mattis ingen pige kan få, og fordi Hege er ensom i sin pasning af Mattis. Og når Mattis på sin ligefremme måde spørger: ”Hvorfor er det sådan, som det er?”, bliver han hastigt bragt til tavshed; de kloge tåler ikke, at outsideren sætter ladede ord på de ømme punkter eller spørger om det fundamentale, som de andre fortrænger.

Det paradoksale er, at de, som evner at bruge sproget, ikke vil det. Ganske vist er Hege den trofaste forsørger, men hun forstår ikke meget af det, Mattis rummer: den sprogpoesi, hans rige indre verden skaber, fordi verden altid er ny for ham. Han ser mere under den overflade, de fleste nøjes med; for Mattis er alt hemmelighedsfulde tegn. Hans kommunikation finder sted på et andet plan, og hans kontakt med verden er såre elementær. F.eks. udveksler Mattis sprog med fuglene – i mudderet er der spor efter sneppens fødder og næb, Mattis læser sporene som fuglens skrift og svarer selv med prik af en pind.

Men blandt mennesker er Mattis ringeagtet og ensom. Derfor hans usigelige triumf, da to piger samler ham op på en holm i søen. Det er turister, som ikke i forvejen kender Mattis, og som han ror tilbage til bygden. De lokale ser, at han har evnet at være sammen med nogen, uden at disse tog sig af hans anderledeshed: ”Var dette lykke? Lykken var kommet til ham på en nøgen holm, uden noget varsel. Ingenting havde han gjort for det.”

Efter denne triumf begynder Mattis at ”arbejde” som færgemand på søen. Hans kalden besvares af skovarbejderen Jørgen, som han færger til Hege. Mattis har bragt lykken til sin ensomme søster, men ulykken til sig selv, for nu er han mere end nogensinde i vejen. Mattis udtænker da en plan: at lade en anden magt afgøre, om han skal leve eller dø.   

Længst inde drejer Fuglene sig om længslen mod det uudsigelige, en higen imod at udtrykke det, som egentlig slet ikke kan udtrykkes. Således er Mattis’ største øjeblik en ordløs berøring fra en venlig pige, som ikke véd, hvad hun skal sige til ham og i stedet stryger ham over kinden. Overfor dette fundamentale blegner alle psykologiske forklaringer, noget gives, og dét er meningen.

I denne bevægelse er Fuglene en kristen roman, der kunstnerisk udtrykker, at det væsentlige aldrig er det, et menneske selv finder på, men det, vi bliver skænket – af naturen, af hinanden og af Gud. En nåde, man ikke kan eller skal gøre sig fortjent til, men som man bliver skænket.

 Mon ikke, det også er derfor, romanen bærer titlen Fuglene? Som en henvisning til Jesu bjergprædiken, hvor det hedder: ”Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske far giver dem føden.”

Verden er altid større, end vi gør den til. Har du husket at tale med en fugl i dag?

Kategorier Præsternes ord