Udgivet tor d. 24. maj 2018, kl. 11:16

Af sognepræst Sidsel Hornemann

Der er noget ved ordet “synd”, der får det til at stritte lidt på de fleste af os. Ordet virker gammeldags, som fra en svunden tid. Det lugter af en løftet pegefinger og moralsk fordømmelse. Det er slet og ret usexet. Ikke mindst tænker du måske, kære læser, at det er unødvendigt at skulle tænke på eller forholde sig til, her midt i den varme forårssol og livet, der egentlig går meget godt. Synd; hvad skal vi dog med det?

Men se, synd er det menneskelige vilkår, vi alle er fanget under i vores menneskelige eksistens. Og jeg siger med vilje “fanget”, for vi kan ikke slippe af med det. 

På universitetet havde jeg en professor, der sagde, at vi må tage alvorligt, at nådens tilsagn tilsyneladende ikke har nogen betydning for moderne mennesker. Altså tilsagnet om, at du er tilgivet og elsket, uanset hvem du er, eller hvad du har gjort, fordi Guds kærlighed er større og stærkere end nogen menneskelig handling.

Mon ikke det har at gøre med, at vi som moderne mennesker helst ikke vil betragte os selv som syndere? Hvis ikke vi har forbrudt os; hvis ikke vi har gjort noget galt, hvorfor skulle vi så have brug for tilgivelse? Spørgsmålet er bare, om det ikke er en grundlæggende menneskelig erfaring, at vi forbryder os? At vi gør det, vi ikke ville gøre. At vi svigter dem, vi elsker. At vi gør vores bedste, men at det ikke altid er godt nok?

At svigte har at gøre med vores menneskelige begrænsning; vores uperfekthed, om man vil. I sidste ende det uperfekte, at vi skal dø. Og vi lever i en tid, hvor vi dyrker det perfekte og bilder os ind, at vi netop kan blive perfekte. Vi kan slippe for at være begrænsede dødelige, vi kan slippe for at svigte, ja, vi kan slippe for at være syndere. 

Det kan være smerteligt at erkende sig selv som synder, som et brudt menneske. Det kan medføre et krakeleret selvbillede og et ødelagt selvværd. Det kan medføre følelsen af, ja, vel erfaringen af ikke at slå til og derfor ikke være god nok. Måske derfor holder vi den erkendelse i udstrakt arm?

Men se, det er her, det, vi kalder “nådens tilsagn” kommer ind i billedet. Og ikke som et tilsagn, der overfladisk trøster os og fortæller os, at vi gør det godt nok. Ikke som et tilsagn, der siger os, at det, vi tabte på gulvet, dem, vi svigtede - ikke var så slemt alligevel. Nådens tilsagn fortæller os ikke, at vi er elsket, på trods af hvem eller hvad vi erNej!Den fortæller os, at vi er set, holdt af og elsket som dem, vi er og med det, vi er. For det har aldrig handlet om at skulle være eller gøre sig fortjent til kærligheden og tilgivelsen. Vi gives den alligevel. Vi gives den kvit og frit.

Vi er med en nu afdød musikers ord ”altid allerede elsket”. Selv midt i vores begrænsede menneskelighed.

Kategorier Præsternes ord