Udgivet ons d. 27. jun 2018, kl. 09:42

Af sognepræst Carsten Assenholt

Forleden skulle jeg forsøge at forklare nogle børn, hvordan man flyver med en drage – og selve forklaringen på, hvordan vinden på bare få sekunder kan få dragen til at hæve sig fra jorden og langt op under den blå himmel, er egentlig ikke mindre fascinerende end oplevelsen af, at det sker.

For der gælder jo det underlige, at det er selve det, der giver dragen jordforbindelse, som gør det muligt for den at hæve sig fra jorden. Jo stærkere et træk, der er i snoren, jo højere hæver dragen sig mod himlen. Og omvendt: Hvis snoren slækkes og bliver slap; hvis vinden løjer af, eller hvis man nede på jorden slipper taget i snoren, så taber dragen højde og falder før eller siden ned. 

I kristendommen hedder det som et helt centralt bud, at du skal elske: Du skal elske Herren, din Gud af hele dit hjerte, og du skal elske din næste som dig selv. Ja, de to bud kan ifølge Jesus opsummere hele den bibelske forståelse af loven (Matthæusevangeliet 22,34-40). 

Umiddelbart tænker vi måske på love og bud som noget restriktivt og undertrykkende, der vil begrænse os i vores livsudfoldelse. Og hvad har den slags love og bud med kærlighed at gøre? Er kærlighed ikke netop kendetegnet ved, at den springer spontant og naturligt?

Her kan det, som gælder ved drageflyvning, forhåbentlig være med til at kaste et forklarende skær over intentionen med kærlighedsbuddet. Buddet om kærlighed vil ikke reducere kærlighed til tvang og unatur, men det vil være en rettesnor, der løfter vores liv ved at sætte os i det rette forhold til hinanden og til Gud. 

Buddet om, at du skalelske, gælder til alle tider. Selvom det i den forstand aldrig mister sin aktualitet, så har det alligevel sin særlige relevans for os i dag. For i forhold til tidligere tiders samfund, hvor familie og tradition havde anderledes stor betydning for menneskers liv, så er der ikke så meget, der umiddelbart binder os moderne mennesker sammen, og særligt ikke os der lever i en næsten-storby. Det indebærer en stor frihed, som mange af os sætter stor pris på – men vi kan også erfare, at den store frihed har en bagside. Når vi glemmer andre, fordi vi har fortabt os i os selv og vores eget frigørelsesprojekt, eller når vi selv bliver den, som ingen kalder på, så har vores liv det med at falde til jorden. Som en drage gør, når ingen holder fast i den. 

Kærlighedsbuddet vil sikre kærlige forbindelser mellem os. Også når kærligheden ikke springer spontant frem hos os. Også når vi selv slækker på hensynet til den anden. Buddet vil minde os om, at vi er bundet til andre og til Gud – at vi ikke bare er bundet af det laveste i os, som tynger os og andre til jorden.

For til forskel fra drager så er det ikke jordforbindelsen, der løfter os mennesker mod himlen, men vores bånd til andre – til vores medmennesker og til Gud. Derfor hedder det også et andet sted i Bibelen (Kolossenserbrevet 3,14), at kærligheden er fuldkommenhedens bånd. 

Kategorier Præsternes ord