Udgivet tir d. 7. aug 2018, kl. 11:37

Af sognepræst Marianne Frank Larsen

De sidste ord
Hver eftermiddag tager Lilly toget ind og sidder ved sin mands seng på Give Sygehus. I Ida Jessens bog, ”En ny tid” bliver hun ved med at håbe, at han vil sige noget til hende. Men hver gang, hun kommer, er han lige faldet hen, og dér ligger han så og svarer højst med enstavelsesord og reagerer ikke, når hun tager hans kolde hånd. Der løber bare en sitren gennem hans lukkede øjenlåg. Hun ved, at han er vågen. Men han åbner ikke øjnene. Fra den 10. til den 15. oktober sidder hun hos ham hver eftermiddag uden at få svar. Den 16. oktober ringer de fra sygehuset og fortæller, at han død. Lilly får aldrig de ord, hun længes efter. 

Jeg havde håbet
Men hendes længsel går igen. For et par år siden udgav Ældre Sagen en fin lille bog, der hedder ”Tæt på døden”. I bogen fortæller sundhedsprofessionelle, præster og pårørende om den sidste tid i menneskers liv. En ældre mand husker sin kones dødsleje sådan her: Jeg havde håbet, at hun også ville sige noget til mig. Om alt det gode i vores ægteskab, om børnene og børnebørnene, som hun var så glad for. Om vennerne og trygheden. Men hun sagde ingenting. Det er tungt for ham at leve videre med den længsel og skuffelse, som kommer oven i sorgen over at miste den, han elskede. En sørgelig erfaring, han ikke er ene om.  

At tage vare på liv
Jeg skal blive ved med at tage vare på liv, til mit eget hører op. Sådan skriver Mogens Lindhardt i sin bog, ”Trinitatis”. Selv på dødslejet skal jeg værne om min næste, drage omsorg for dem, jeg forlader. Ja, for buddet om kærlighed forstummer aldrig. Der er ingen dispensation. Heller ikke, når jeg selv bliver svag og elendig, og når jeg skal dø. Så ser Gud mig stadig som et menneske, der kan vise omsorg for andreMåske bare ved at åbne øjnene se med mildhed på dem, jeg forlader. Så længe jeg trækker vejret, er det stadig dét, han siger, jeg skal: tage vare på liv. 

Den sidste sætning i det sidste brev
I en af mine islandske yndlingsbøger, ”Himmerige og helvede” af Jon Kalmán Stefansson, har den unge dreng mistet begge sine forældre. Faren er død på havet, moren er død af sygdom. Men hun nåede at skrive til drengen, før hun døde. Hun skrev om hans far, så han kunne leve i sønnens tanker. Hun skrev for at redde sin mand fra glemslen. Og hun skrev, at de skulle ses igen til næste sommer. Den sidste sætning i det sidste brev, drengen fik fra hende, var Lev! Din mor, som elsker dig.

Funderet i kærlighed
Med de ord tager den dødssyge mor vare på sin søns liv på den smukkest mulige måde. For det er jo både et bud og en kærlighedserklæring. Lev! Det er bydeform, ikke noget, drengen kan vælge at overveje; det er noget, han skal! Ikke lade stå til, ikke give op, ikke bukke under for mørket, men leve! Andres bud kan man vælge at overhøre. Men dette bud er funderet i kærlighed. Præcis som det bud, der bliver rettet til os i kristendommen. Buddet til drengen kommer fra din mor, som elsker dig. Og derfor kan den fortvivlede dreng ikke andet end at adlyde. Blive ved med at leve, til glæden omsider viser sig på ny. 

Sådan kan de sidste ord gøre en verden til forskel for dem, vi forlader.

Kategorier Præsternes ord