Udgivet fre d. 14. sep 2018, kl. 14:09

Det er forståeligt, at litteratur fra Sovjetunionen ikke læses meget herhjemme. Man tænker uvilkårligt på et regime, der udøvede kraftig censur og kun tillod socialistisk realisme med positive arbejderhelte. Men det er langtfra hele sandheden. Der blev også skrevet glimrende litteratur, og med besvær lykkedes det at få en del af den offentliggjort – og senere er meget mere blevet det. 

Heriblandt en prosa, som ret uafhængigt af de herskende moder i den vestlige verden gik sine egne veje. I nyere vesteuropæisk og amerikansk litteratur kan man godt få den tanke, at de fleste har gået på den samme forfatterskole med fast pensum i æstetik, ironi og nihilisme. I den atypiske del af sovjetlitteraturen florerede derimod i rigt mål moralske, etiske og sågar religiøse problemstillinger. Hvilket ikke betyder, at der ikke blev eksperimenteret med formen, men det skete på et andet grundlag. Realisme, modernisme og fantastik mødes uden smålige grænsedragninger, som fortsættelse af en russisk tradition fra store forfattere som Gogol, Dostojevskij og Bulgakov.

Et glimrende eksempel er en roman af Djingiz Ajtmatov, født 1928 i Kirgizien, død i Tyskland i 2008. Romanen udkom i 1980-81 i Sovjetunionen og i dansk oversættelse i 1985 med titlen Vigesporet. I dag er også i morgen. I dag må den findes på biblioteket eller købes antikvarisk, men den er virkelig værd at lede efter, også selv om den måske kan forekomme en vesterlænding lidt fremmedartet.

Romanens handling forløber i tre parallelle spor. Ved et trinbræt langt ude på steppen i Kazakstan lever sporvogteren Jedigej. Hans bedste ven er lige død, og romanen fortæller om rejsen til den traditionelle begravelsesplads. Samtidig følges Jedigejs erindringer – lige fra hans opvækst ved Aralsøen over efterkrigsårenes liv ved trinbrættet med hårdt arbejde, venskaber og håbløs forelskelse, og under det hele hans kamp mod den herskende ideologi for at holde erindringen om begivenheder og traditioner i live. 

Det tredje spor er, at sovjetiske kosmonauter i omløb om Jorden bliver kontaktet af en civilisation fra en fjern planet, som de besøger, og siden af Jordens ledere forhindres i at returnere fra. Herom er der enighed mellem Sovjet og USA, som i frygt placerer et missilskjold omkring Jorden. En del af disse raketter skal affyres fra et rumfartscenter i nærheden af Jedigejs trinbræt, hvorfor ligfølget nægtes adgang til begravelsespladsen. 

Sådan hænger alting sammen. Hvilket er en af romanens pointer. Vor planet, enhver lokalitet, det enkelte menneske, alting er dele af et større hele.

Det andet afgørende tema er, at erindring må være ukrænkelig, hvis mennesket skal bevare sin menneskelighed. Romanens stærkeste billede på den erindringsløshed, som umenneskeliggør os, er legenden om mankurterne: folk, der grundet en særlig tortur mister enhver erindring og dermed er uden identitet.

Selvfølgelig kan Ajtmatovs roman læses som en protest mod sovjetregimet. Men tror man, at der udelukkende er tale om en eksotisk version af en tidsbunden politisk protest, tager man fejl. Romanen drejer sig om at hævde det evigtgyldige, fælles og dog individuelt forskelligartede overfor enhver nivellerende likvidering af erindring og identitet. For uden erindring bliver alle ens og bundet til øjeblikket. 

Således kan romanens yngre personer ikke forholde sig til død og begravelse, de har ingen måder at håndtere sådan noget på, har ingen spor at gå i, fordi de ikke kender nogen religiøse ritualer. Men hvis døden blot er noget, man skal have hurtigst muligt og mest smertefrit overstået, så man kan komme tilbage til karrieren og indtjeningen, har heller ikke livet nogen værdi. For da har man gjort både den døde og sig selv ringere end et menneske.

Romanens tragiske ironi er, at de yngre sovjetborgere hoverer over fortidens naive tro på guder, der styrede folks liv – alt imedens de selv er fuldstændigt fjernstyrede af masseideologi, teknologi, karriereræs og åndløs materialisme. Mon ikke også vi i Vesten kunne have grund til at føle os truffet af denne roman?

Kategorier Præsternes ord