Udgivet tir d. 23. okt 2018, kl. 12:30

Af sognepræst Carsten Assenholt

Man skal ikke gå ret langt her i Aarhus, før man støder på et sted, hvor der bliver bygget nyt, eller hvor noget gammelt bliver renoveret eller udskiftet. På min daglige rute igennem byen har jeg i de seneste uger kunnet følge med i, hvordan vandrørene i vores område er blevet fornyet. Til daglig har jeg hver eneste dag trådt hen over rørene under mig uden at skænke dem en tanke. Men nu da rørene er blotlagt, bliver det tydeligt, at der er mere, der forbinder os med hinanden, end vi normalt kan se med det blotte øje. 

Ofte er det sådan, at vi først bliver opmærksomme på de måder, vi er forbundet på, når noget er gået galt: Hvis telefonen eller internettet eller måske ligefrem kloaknettet går ned, henvender vi os normalt som noget af det første til vores naboer for at høre, om det alene er hos os, at noget er i vejen. Men det gælder også, hvis noget er gået galt mellem mennesker. Forbindelser mellem mennesker, som blev ødelagt; forbindelser, som aldrig blev til noget eller levede op til det, som vi håbede eller forventede, fylder ofte meget mere i bevidstheden end de relationer, som er uden problemer.

For efterhånden mange år siden boede jeg i en lejlighed, hvor det var meget lydt, så jeg kunne høre næsten alt, hvad min underbo sagde. Mange ting var gået galt i hendes liv, og hun sad nu syg og gammel tilbage, bitter og vred på alle dem, der tidligere havde været afgørende i hendes liv. Når hun sad og snakkede med sig selv om natten, blev hun ved at kredse om og gentage: ”Jeg skylder ikke nogen noget!”

Det var, som om at det efterhånden var hendes eneste trøst – en form for sidste værdighed, som hun klamrede sig til, at hun havde gjort sig fri og uafhængig af andre. Samtidig er det også nogle af de mest tristeord, jeg har hørt. For hvem er man, hvis man ikke længere skylder nogen noget og ikke vil vedkende sig, at man er forbundet med andre, som man har ansvar for og står til ansvar overfor? 

Vi mennesker kan sætte hinanden i gæld og gøre hinanden skyldige på måder, som fastlåser os i forhold til hinanden. Det er galt, når det går sådan – men det er også galt, hvis vi tror, at løsningen er, at vi skal gøre os endnu mere uafhængige af hinanden. Det vil bare gøre os selv og andre mere ensomme i et samfund, hvor ensomhed i forvejen er et stort problem for alt for mange mennesker. 

Vi skal blive i den kærlighed, som både gør os skyldige og gør os frie. Derfor hedder det også sådan her hos Paulus: ”Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden” (Romerbrevet 13,8). 

Da jeg var dreng, kan jeg huske, hvordan ledningerne i lygtepælene forbandt de enkelte huse. I dag er de gravet ned i jorden, sådan som så mange af de andre netværk, der forbinder os med hinanden. Det er sikkert mere forsvarligt, at det er sådan, men en gang imellem kan man godt savne, at de synlige og ydre forbindelser imellem os kunne minde os om de usynlige og indre måder, som vi mennesker er forbundet med hinanden på. Så vi ikke først og fremmest bliver mindet om det, når noget er gået galt.

Kategorier Præsternes ord