Udgivet tor d. 13. dec 2018, kl. 12:25


Af sognepræst Marianne Frank Larsen

Nyfødte børn er kuldskære. Instinktivt svøber vi dem ind i små tæpper og dyner, så de kan holde varmen. Når vi derfor hører i juleevangeliet, at Maria fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, så ved vi, at han var en af os. Lige så kuldskær som vores små nyfødte. Lige så afhængig af andre menneskers varsomme hænder. Svøbet om den nyfødte i krybben taler uden ord om den sårbarhed, vi kender fra os selv. Englen fortæller, at han er Kristus, Herren. Svøbet fortæller, at han er et menneske. Så det virkelig er vores liv og vores vilkår, han er født for at forandre. Men også vores død. For som hans liv begynder med, at han bliver svøbt af en kvinde, sådan slutter det også. Når man bliver født som en af os, kommer man også til at dø som en af os. Før de lægger ham i graven, svøber kvinderne ham i et lagen. Men påskemorgen ligger lagenet tilbage i den tomme grav. Ham selv møder de udenfor i den lyse morgen. Det var altså opstandelsen, der lå i svøb i hans grav. I sollyset fra påskemorgen kan vi se, hvad der ligger i svøb i hans krybbe. En tindrende glæde, som aldrig bukker under for mørket. Som rejser sig og begynder på ny. Nu er den i vores tilværelse. Julenat er den skjult i et nyfødt barn, der sover sin første, tyste søvn i en krybbe på jorden. På én og samme tid et barn som vores - og Guds-barnet i svøb under englenes sange.

Kategorier Præsternes ord