Udgivet tir d. 14. maj 2019, kl. 14:39

Ved sognepræst Carsten Assenholt

Ikke sidde inde, når alt håb er ude

Kulden og mørket sætter sit præg på det liv, der udspiller sig ude i det fri mellem os danskere. Hvis man på en kold eller våd vinterdag tilfældigt møder naboer eller bekendte på vej til at købe ind eller i et andet ærinde, så nøjes vi ofte bare med en hilsen eller en kort ordveksling, inden vi går videre hver for sig.

Anderledes er det på denne tid af året. Varmen og de mange lyse timer giver os både lyst og lejlighed til at være ude. På fortove, grønne områder og pladser opstår nu samtaler og samvær, som ikke finder sted i den kolde tid af året, hvor vi hver især har forskanset os bag huer og tykke jakker og har travlt med at komme videre med vores eget. Men i denne tid er det, som om vi søger ud i det fælles – og ud i det, vi som mennesker har eller kan få til fælles med hinanden. 

Den norske præst Per Arne Dahl fortæller et sted om sin ven, komponisten Per Tveit, der døde af sklerose i 2012. Bare en måned før sin død bad Tveit sin ven om at tage med på en tur ud i en park. Her mødte de en dame, som kendte Tveit. Hun sagde til ham: ”Hvor hyggeligt at se dig ude blandt os mennesker!” Tveit svarede med et glimt i øjet: ”De ved, frue, man kan ikke sidde inde, når alt håb er ude.” 

Vi siger jo indimellem, at så længe der er liv, er der håb. På den måde var håbet ved at være ude for ham. Men det var også ude – i lyset og varmen og i samværet med sin gode ven, at håbet fandtes – trods alt.

Bibelen fortæller, at i den første pinse fór Guds Ånd, Helligånden, pludseligt – som et mægtigt vindsus eller åndedræt – ind i det rum, hvor disciplene sad forsamlet. Pludseligt blev de optændt af den samme ånd, så de alle fik lyst til at dele det med andre, som de havde modtaget igennem Jesus – og ved Helligåndens virke kunne de nu også gøre sig forståelige selv over for mennesker med et andet sprog. 

Gennem Helligåndens åndedræt blev mennesker forbundet med Gud – og mennesker med forskellige sprog blev forbundet med hinanden. På den måde kan man måske sige, at også pinsen fortæller os, at vi ikke skal sidde inde, når alt håb er ude. For håbet findes i det, vi har og kan have til fælles. Håbet findes i det, vi kan dele med hinanden. Håbet findes i det, som intet menneske alene kan finde i sig selv eller lukke inde for sig selv. Trøst og glæde, livsmod og kærlighed finder vi kun, når vi kommer ud: ud af os selv – ud i det fælles. 

Alt det, som pinsen handler om, bliver her på vore breddegrader understøttet af sommertiden, som også kalder os ud med sin varme og sit lys. Som Grundtvig beskriver det i sin pinsesalme:

”I al sin glans nu stråler solen,

livslyset over nåde-stolen, 

nu kom vor pinselilje-tid,

nu har vi sommer skær og blid,

nu spår os mer end englerøst

i Jesu navn en gylden høst.” 

Kategorier Præsternes ord