Udgivet fre d. 23. aug 2019, kl. 10:32

Jeg står her og synger

Denne sommer døde min gamle dirigent i Cæciliakoret, seminarielektor Johannes Nielsen. Det var takket være ham, at jeg som helt ung kom til at synge både Evensong og Bachs motetter i Vor Frue Kirke. Når jeg hører motetterne, står Johannes lyslevende for mig med den glød i øjnene og den intense musikalitet, der var karakteristisk for ham som dirigent. 

Trotz dem alten Drachen, trotz dem Todesrachen, trotz der Furcht dazu. Sådan lyder nogle af de ord fra dengang, der gjorde dybt indtryk på mig og fæstnede sig i min erindring. Ordene er fra den motet af J. S. Bach, der hedder ”Jesus, meine Freude”, og når Johannes dirigerede, forstod vi, at det var livet, der stod på spil: Trods den gamle drage, trods dødens hævn, trods frygten! Tobe, Welt, und springe, fortsætter sangen, og så kommer den linje, jeg aldrig kan glemme, hvor koret pludselig synger enstemmigt: Ich steh hier und singe! 

Altså: Verden kan rase og ryste; jeg står her og synger – in gar sichrer Ruh. Det er en ro, som høres lysende klart i korsatsen. Jeg står her og synger. Ja, for så længe jeg synger, eller så længe, der er nogen, der synger for mig, så er sangen en trods, mod dragen, mod døden, mod frygten, mod alt det, der truer os – og dermed en dyb ro. Fordi sangen forbinder os med den Gud, der trodsede dragen og døden og frygten og gik ud i forårssolen påskemorgen. Og derfor er det livsnødvendigt, at vi synger sammen.

Marianne Frank Larsen
sognepræst ved Vor Frue

Kategorier Præsternes ord