Udgivet søn d. 26. apr 2020, kl. 09:00

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

”Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: »Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.« Jesus svarede dem: »Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.” 

Johannesevangeliet 10,22-30



Jesus bruger i sin forkyndelse ofte billeder og eksempler, som for hans samtidige var umiddelbart forståelige og genkendelige fra deres hverdag. Vi lever i dag i geografisk og tidslig forstand langt væk fra et mellemøstligt land for 2000 år siden, men alligevel er mange af Jesu billeder og lignelser umiddelbart forståelige for os. Ikke underligt, for selvom afstand i tid og rum skiller os fra Jesu samtidige, er vi grundlæggende fælles om det at være mennesker.

Andre billeder kan være sværere for os at sætte os ind på vores sted og i vores tid. I vores dagligdag ser vi ingen hyrder, og vi kan måske også have svært at se os selv i det billede, som Jesus bruger. For hvem ville vi være, hvis vi skulle følge en hyrde? Hvem ville være, hvis vi skulle være en del af flok?  

Hvis der er noget, der harmonerer dårligt med en moderne selvforståelse, så er det måske netop det at være et får. Et får får skyld for at bræge i kor og følge bevidstløst efter de andre, mens vi som moderne mennesker har et ideal og en forventning om, at vi skal lytte til vores egen indre stemme og følge vores eget hjerte.

”Fårene står der endnu og glor.” Allerede i 1899 kunne forfatteren Jeppe Aakjær skrive sådan i sit digt om hyrden Ole. Digtet fortæller om en længsel efter noget andet, som fåret ikke kan forstå. En dag får længslen da også hyrden Ole til at sætte i trav og forlade sin fåreflok. Og selv ikke da han kommer til det store hav, holder han inde. ”Over havet hyrden fór, / fårene står der endnu og glor.”

Sådan kan vi mennesker til forskel fra fårene være draget af at søge nye – ikke bare nye græsgange – men nye steder og måder at leve på. Men paradoksalt nok kender de fleste af os vistnok Jeppe Aakjærs digt om Ole fra sangen ”Ole sad på en knold og sang”, som bl.a. findes i Højskolesangbogen. De fleste af os kender dette digt om individuel frigørelse, fordi vi har sunget det sammen med andre: I kor og flok og fællesskab. I skolen eller på højskolen eller til ét af de mange fællessangsarrangementer, som i de senere år har samlet os danskere mange forskellige steder for at synge og være sammen. Og som nu også har samlet os i den her tid, hvor vi ellers er tvunget til at være holde os for os selv. Vi har været samlet i fælles sang, selvom vi måtte være hver for sig.

Til forskel fra får og andre dyr er vi mennesker også individer, som har en trang og en længsel til at finde og følge vores egen vej i livet. Men hvis vores egen vej bliver en vej for os selv alene, så mangler der noget. Også som individer er vi skabninger, der hører til og hører sammen med andre. Sådan siges det da også i Bibelens skabelsesberetning med den første bemærkning, som Gud gør sig om det første menneske, som han lige har skabt: ”Det er ikke godt for mennesket at være alene” (1. Mos 2,18). Og sådan har fællesskabet og samhørigheden med andre også for andre folkeslag været afgørende i forståelsen af, hvad det vil sige at være menneske. For de gamle romere hed det at være i live simpelthen ”at være blandt mennesker” (inter homines esse).

I vores del af verden har vi i mange år haft fokus på individets frigørelse. Måske har vi også i vores tid ind imellem stirret os blinde på det at finde og følge vores egen vej. Men tiden kan ændre sig brat. Bare inden for de sidste få måneder har vi fået en ganske anden forståelse af, at vi som mennesker hverken er eller kan være os selv nok.

Vi er lige nu midt i noget, som afslører og minder os om det, som vi inderst inde nok godt var klar over, men som vi ofte i vores tid kan glemme: At vi har brug for hinanden. At vi trænger til hinanden. At vi er afhængige af hinanden.

Vi har også fået en forståelse af, at vi har brug for at lade os lede som mennesker, der hører til og hører sammen i en flok og en sammenhæng. Vi har brug for at lytte til den samme røst og følge den. Hvis vi hver især kun vil lytte til os selv, følge vores eget hjerte og gå vore egne veje, får det betydning for os alle sammen. Ingen af os kan komme igennem det her alene. Ingen af os kan bare leve for sig selv.

Sådan kan den særlige tid lige nu åbne billedet for os af Jesus som den gode hyrde, der leder os på den rette vej – ikke som umælende og bevidstløse flokdyr – men som mennesker, som hører sammen med ham og med hinanden. Når vi hører hans ord og følger det, hører vi sammen med ham i den kærlighed og barmhjertighed, som ikke bare går forbi eller forlader den, som har brug for andre for at komme videre på livets vej. I Jesus Kristus viser Gud os, hvem han er, og hvem han vil være over for os. Han er den, der følger os og leder os i livet og selv ikke i døden forlader os, men fører os gennem døden til opstandelse og det evige liv.

”Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,

han lader mig ligge i grønne enge,

han leder mig til det stille vand.

Han giver mig kraft på ny,

han leder mig ad rette stier

for sit navns skyld.

Selv om jeg går i mørkets dal,

frygter jeg intet ondt,

for du er hos mig.

alle mine dage.”

(Fra Salmernes Bog i Det gamle Testamente, Salme 23)

 

Sognepræst Carsten Assenholt, 26.04.2020


Billede: Psalm 23 (King James' Version), sansynligvis af Edmund Evans omkring 1826–1905., Wikimedia Commons

Kategorier Præsternes ord