Udgivet søn d. 3. maj 2020, kl. 09:00

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes (14,1-11): 

Jesus sagde: »Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.« Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.« Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.« Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne.«



Hver sommer rejser Erika fra lejligheden i Oslo til sin fars hus på en ø i Sverige. I Linn Ullmanns bog, ”Et velsignet barn” går hun hele efteråret og vinteren og foråret og venter på, at det bliver sommer, så hun igen skal bo i sin fars hus. For sit indre blik ser hun det hvide kalkstenshus, værelset med det blomstrede tapet, som er hendes værelse, søsteren, som er hendes søster hver sommer. Og så ser hun sin far. Hun ved nøjagtig, hvordan det er at rejse den lange vej med fly og bil og færge til øen og så endelig, endelig være fremme og se ham sidde og vente uden for huset og vide, at det er hende og ingen anden, han venter på. Og så løbe lige ind og op i hans arme. Far!

Tilbage i Oslo føler Erika sig ikke hjemme. Hendes mor lader hende bestandig fornemme, at hun er til overs. Måske derfor er hun også kejtet og akavet mellem børnene i skolen, aldrig en del af deres fællesskab. Men gudskelov er det ikke den eneste virkelighed. I sin fars hus har Erika et hjem, hvor hun hører til, hvor hun er ventet og bliver taget imod med åbne arme. Det er ”Erikas plads på jorden”. Erindringen om huset, troen på, at dér hører hun til, forventningen om at komme dér igen er med til at holde hende oprejst og hjælpe hende igennem efteråret og vinteren og foråret, indtil det bliver sommer igen. 

Når Jesus i dag fortæller disciplene og os andre om sin fars hus, er det for at holde os oprejst og hjælpe os igennem det, der ligger foran os. Der kommer tab, der kommer smerte, der kommer ufred. Der kommer tider, hvor vi står uden for fællesskabet som Erika i skolegården. Måske står vi allerede midt i det som disciplene på tærsklen til at miste ham, de har elsket. Det er vores virkelighed. Men vi skal vide, at det ikke er den eneste virkelighed. I min fars hus er der mange boliger, siger Jesus og fortsætter, at han går bort for at gøre en plads klar til os, fordi vi skal være, hvor han er. Ligesom han blev født og levede og døde, fordi han ville være, hvor vi er. Det er ham, der åbner døren og giver os plads derinde, da han står op af en grav som vores.

Min fars hus. Med det billede tegner han en anden virkelighed for os. Et andet sted, hvor vi hører til, hvor vi er ventet og bliver taget imod med åbne arme. At have hjemme et andet sted betyder ikke virkelighedsflugt. At have hjemme i sin fars hus gør det muligt at have hjemme i den almindelige virkelighed uden at miste modet, fordi man ved, at alt ikke er sagt, og alt ikke er afgjort med det, der lukker sig for én her. Jeres hjerte må ikke forfærdes! Det er hele pointen, når Jesus fortæller om sin fars hus. Der ligger en dyb trøst og en dyrebar frihed i altid at vide, at døren er åben, og man er elsket og ventet et andet sted. En mulighed for uden forfærdelse at rejse sig og være til og handle i den virkelighed, man nu engang er sat i.

I Vor Frue Kirke er der højt til loftet. Hvælvingerne er formet som stjerner, og lyset filtreres så smukt gennem vinduesglassets blide farver. Der er plads. Man kan trække vejret frit. Sådan tænker jeg, kirken er bygget for at spejle vores fars hus. Uden ord taler bygningen og rummet om det hus, som evangeliet og salmerne taler om med ord. For midt i den almindelige virkelighed skal der være et sted, hvor vi altid kan gå ind og høre, at vi også har hjemme et andet sted. Derfor er det så vigtigt, at kirken snart bliver åbnet igen.

Arne Haugen Sørensen er ofte vendt tilbage til det motiv, han kalder ”Hjemkomst”. Centralt i billedet er altid to mennesker, der omfavner hinanden. På deres fødder kan man se, at de kommer hinanden i møde fra hver sin side. Den ene har bredt sine store arme ud og holder ikke alene om den andens ryg; med en bevægende gestus har han også lagt hånden om den andens nakke og holder hans hoved tæt ind til sin egen skulder, sin egen kind. Som man holder om et barn eller én, man elsker. 

Det særlige ved dette billede er, at vejen og huset er med. Bag den ene ligger vejen, som fortsætter ud i det uvisse. Men nu skal han ikke længere. Bag den anden ligger huset. Min fars hus. Lyset falder ud af vinduet og døren, som står på vid gab. Så stor magt har lyset, at det driver aftenens mørke på flugt. Himlen lysner i himmelblåt. Græsset får den samme skære, grønne farve som bøgen netop nu. Små blomster antydes i gult og hvidt. Smørblomster og tusindfryd? Vi er tilbage i den have, hvor alting begyndte. Eller vi er fremme. Det er vel den fortabte søn, der er ventet og bliver modtaget med åbne arme. Men det er også enhver af os. 

Af sognepræst Marianne Frank Larsen 03.05.2020


Billedet: Arne Haugen Sørensen: Hjemkomst. Vises med kunstnerens tilladelse.

Bogen: Linn Ullmann: Et velsignet barn. Lindhardt og Ringhof 2005. 

Hør salmen ”Der er en vej, som verden ikke kender” (379) her:

Hør salmen ”Frydeligt med jubelkor” (721) her:

Hør Bachs Trio i d-mol for orgel her:

Kategorier Præsternes ord