Udgivet søn d. 10. maj 2020, kl. 09:00

Dette hellige evangelium til 4. søndag efter påske skriver evangelisten Johannes (8,28-36)

 Jesus sagde da til dem: »Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.« Da han talte sådan, kom mange til tro på ham.

Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.« De svarede ham: »Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.

 


Vi har lige fejret, at det er 75 år siden Danmark blev befriet fra den tyske besættelse. Den befrielse, der fandt sted for 75 år siden, udløste en glædesrus. Nu var vi ikke længere bundet på hånd og mund, som det hedder i Poul Henningsens sang. Det var godt, og der var mennesker, som med livet som indsats havde være med til at udvirke, at vi som folk kom til at stå på den rigtige side af kridtstregen, da regnskabet skulle gøres op. Det var ikke nogen selvfølge. Og rusen fortog sig også. Det blev hverdag igen med politiske trakasserier og det gamle spil om magten. Det evindelige kævl. For nogle blev det en skuffelse.

Corona-krisen har fået karakter af besættelse. Vi er ikke frie. Vi kan ikke gøre, hvad vi vil. Vi kan ikke være sammen. Der er nærmest udgangsforbud. Og hvad har reaktionen været? Jo, der er blevet sunget alsang - som under besættelsen. Og det er mit indtryk, at fejringen af befrielsen i høj grad er blevet farvet af de bånd, som corona-epidemien har lagt på os. Vi vil gerne snart være frie. De to ”besættelser” har spejlet sig i hinanden.

Som I kan læse i evangelieteksten ovenfor, handler evangeliet til 4. søndag efter påske om frihed. Jesus kommer op at skændes med nogle af sine jødiske tilhængere, fordi han siger til dem, at hvis de bliver i hans ord, så er de hans disciple, og derigennem skal de lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre dem frie.

Jamen, vi er da frie, svarer de. Vi er ikke bundet af noget. Vi kan gøre, hvad vi vil.

Er det ikke det, der er frihed?

Vi har svært ved at frigøre os fra en forestilling om, at vi udvikler os og bliver mere og mere frie, og vi har muligvis lige så svært ved at forstå, at mennesker, som levede for 2000 år siden, kunne have en indsigt i menneskelivet, som måske er nogle spadestik dybere end vores. At det ikke er så enkelt.

Men det er måske netop her, at de gamle så det i et lidt andet og lidt mindre naivt perspektiv.  At de så, at frihed ikke er et spørgsmål om, at man kan gøre, hvad man vil. Om magt, men også et spørgsmål om, om man kan lade være med at gøre det, man vil. At ægte frihed også indebærer frihed fra os selv, hvis vi ikke skal blive små navlebeskuende tyranner, der som forkælede, små børn drager hærgende igennem hinandens tilværelser med vores ”jeg vil have min vilje”-mantra.

Det er jo meget moderne at tale om værdier, og man kunne også sige, at det her handler om værdier. Det handler i en vis forstand om at det eneste, der er noget værd, betyder noget, er mig selv. Og alt andet bliver vurderet ud fra, hvilken betydning det har for mig. Det drejer sig om mig. Om jeg, som en af mine gode bekendte har udtrykt det, er Gud i mit liv. Om alt andet kun er midler, som jeg kan bruge efter forgodtbefindende, eller der findes noget, som er noget værd i sig selv.

Inden for stressforskningen har man et begreb, man kalder for tunnelsyn eller kikkertsyn. Det betyder, at man kun ser det, man fokuserer på. Synsfeltet indsnævres, så man ikke ser det, der er ude i periferien. Nogle af os har prøvet det, og så kan det ske, når man er kommet igennem tunnelen, ud på den anden side og ser sig tilbage, ser man alt det, man ikke så undervejs. Alle omkostningerne.

De fleste kender nok historien om Pinocchio og hans næse, som begynder at vokse, hver gang han lyver, og hans far Geppetto, som har skåret ham ud af et stykke træ og sat snore i hans hænder og fødder, om ikke andet så fra Walt Disneys juleshow, hvor Pinocchio danser og synger: ”Der er ingen bånd, der binder mig,” alt imens han får sig grundigt viklet ind i alle de snore, der holder hans arme og ben og til sidst står bastet og bundet midt på scenen.

Fortællingen om Pinocchio handler om det kunstige menneske eller mennesket som automatiseret, og som sådan er det i familie med H.C. Andersens eventyr om Nattergalen, med Mary Schellings Dr. Frankenstein og uhyret og sagnet om Pygmalion (My Fair Lady). Eventyr, som på hver sin måde prøver at give et svar på spørgsmålet om, hvad der skal til for at blive et sandt eller ægte menneske. For der mangler noget i disse eventyrskikkelser: ”Jeg ved ikke hvad?”, som det hedder i Nattergalen. Og det er efter min mening dette ”jeg ved ikke hvad” evangeliet til 4. søndag efter påske, hvor Jesus siger, at sandheden skal gøre jer frie, handler om.

I eventyret beskrives Pinocchio som det ulydige barn. Han vil ikke gå i skole; han vil ikke arbejde. Han vil kun gøre det, han har lyst til: klatre i træer efter fuglereder og fange sommerfugle. Der er ikke nogen, som skal bestemme over ham. Han holder ikke sine løfter, han er doven, han snyder og lyver.

Den amerikanske psykolog Willard Gaylin har skrevet en bog med titlen ”On Being and Becoming Human”, altså om at være og blive menneske. I den siger han, at Pinocchio repræsenterer de børn, som Adam og Eva fik, da de var blevet drevet ud af Paradiset: de ulydige børn.

Pinocchio stikker af fra sin far, Gepetto, som elsker ham, og han kommer ud i de værste prøvelser, men får heldigvis to hjælpere: Jesper Fårekylling, som er eventyrets billede af den gode samvittighed, og som ikke vil tie stille, og den gode fe med det blå hår.

Vendepunktet i Pinocchios liv kommer på det tidspunkt, hvor han tror, at den gode fe med det blå hår er død, og han sørger og ønsker, at det var ham, der var død i stedet for. Han opdager, at der var noget, der var vigtigere end ham selv. Han ser noget, han ikke har set før.

Feen genopstår i en anden skikkelse og fortsætter med at elske og hjælpe Pinocchio, men hun stiller samtidig krav til ham. Der er noget, han skal! Og Pinocchio lærer kærlighedens gensidighed og glæden ved at hjælpe andre at kende, og til sidst bliver Pinocchio forvandlet til et rigtigt menneske.

Mennesket er ikke programmeret på forhånd. Mennesket kan til forskel fra dyrene og dukkerne vælge mellem løgn og sandhed, godt og ondt, og det vd, at der er forskel.

Mennesket kan vælge.

Mennesket kan skamme sig.

Jesus siger til de jøder, som var kommet til tro på ham: ”Hvis I bliver i mit ord...” Det betyder, at i alle de bånd, der binder et menneske, er der et bånd, kærlighedens bånd, der binder det til Gud og dermed også til livet og de mennesker, som er os betroede. Hvis man vil lade sig binde af det, må man give slip på sig selv, for det er kun ved at give slip på sig selv, man bliver sig selv og fri.

Det er i mødet med det andet menneske, vi bliver befriede.

 Af sognepræst Gunnar Kasper Hansen 


Billede: Rembrandt van Rijn: 'Christ Preaching - Hundred Guilder Print', fra cirka 1646-1650, www.rijksmuseum.nl, www.commons.wikimedia.org

Hør W.A. Mozart: Laudate Dominum sunget af Tiri Te Kanawa: https://www.youtube.com/watch?v=iLhtJvl_5sA

Kategorier Præsternes ord