Udgivet søn d. 17. maj 2020, kl. 09:00

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes (17,1-11): 

Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: »Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til. Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig. Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.«

 


Hvem er Gud? Det spørgsmål svarer alverdens mange religioner meget forskelligt på. Også Bibelen giver en mangfoldighed af svar, når det gælder det spørgsmål. Gud er den, der i begyndelsen skabte himlen og jorden. Gud er den, der udfriede sit folk fra slaveriet i Egypten og førte det til det forjættede land. Sådan lyder to centrale svar i Det gamle Testamente, men der kunne også findes mange andre svar i den skriftsamling, vi som kristne deler med jøderne.

På samme måde giver de 27 skrifter, som udgør Det nye Testamente, en mængde svar på, hvem Gud er. Tænk bare på de mange forskellige lignelser, som Jesus fortæller, som hver især giver os et lille billede af, hvem Gud er, eller hvad Guds rige er.

Mange svar på det enkle spørgsmål om, hvem en anden er, giver os flere nuancer til billedet af den anden. Tilsammen kan mange svar give os en dybere forståelse for og en større indsigt i, hvem den anden er. Men mange svar kan også skabe forvirring. Jo mere vi ved om en anden, jo sværere kan det være – overordnet og ganske kortfattet – at svare på, hvem den anden er. De mennesker, som det er sværest for os at karakterisere med få ord, er ofte dem, der er tættest på os.

Alligevel vover Johannesevangelisten her at give et overordnet og kortfattet svar på, hvem Gud er: Gud er den, der oprejste den korsfæstede Jesus Kristus fra de døde. Det er den gerning, der over alt andet viser os og svarer os på, hvem Gud er. Opstandelsen bliver dermed det lys, som alle andre fortællinger, ord og udsagn om Gud skal ses i. Opstandelsen skal ifølge Johannesevangelisten være vores horisont og forståelsesramme for alt det andet, som vi også fortælles om Gud.

Det kommer i Johannesevangeliet bl.a. til udtryk på den måde, at de undere, som Jesus gør, kaldes for tegn – altså gerninger, som egentlig peger væk fra sig selv og hen på noget andet. Selvfølgelig er det i sig selv et gode og en glæde, at Jesus forvandler vand til vin til en bryllupsfest, hvor vinen var sluppet op; at han helbreder en syg dreng, får en lam til at rejse sig og gør en blind seende; at han bespiser en stor folkeskare; at han går ud på vandet til sine disciple, som sidder i en lille båd på en stor sø i oprør, for at hjælpe dem i land; at han oprejser sin ven Lazarus, som har ligget i graven i 4 dage – men alle disse undergerninger tjener også som tegn, fordi de peger på det liv, som Gud oprejser den korsfæstede Jesus Kristus til: Guds liv, det evige liv, som også åbnedes for os, da Jesus Kristus blev oprejst fra de døde.

At tro og håbe, at det liv også er vores horisont – hvordan vores liv lige nu så end tager sig ud – det skaber en anderledes virkelighed i det, der er lige nu. Derfor kan Jesus tale om det evige liv også som nutid; som en virkelighed, vi allerede nu i troen og håbet har del i: ”Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.”

Selvom ordet herliggøre ikke er et ord, som vi ofte bruger i vores dagligdags sprog, så forstår vi godt, at opstandelsen fra de døde kan betegnes som en herliggørelse af Jesus. Mindre indlysende er det måske, hvorfor også Jesu korsfæstelse ifølge Johannesevangelisten skulle indebære en herliggørelse af Gud. Men det græske ord, som her oversættes med det danske herliggøre, rummer også i sig en betydning af at vise eller komme til syne. I den nye oversættelse af Bibelen til nudansk, som er udkommet i foråret, Bibelen 2020, oversættes der da også på denne måde: ”Fader, nu er min tid kommet. Vis, hvor magtfuld din søn er, så han kan vise, hvor magtfuld du er.”

Men ved at omtale korsfæstelsen som en herliggørelse af Gud understreges det, at netop på korset viser Gud os, hvem han er, og hvem han vil være over for os. For den Jesus Kristus, som blev korsfæstet, havde Gud gjort sig selv til ét med. Gud er altså den, der vil give sit eget liv for at give os mennesker liv. I den gerning kan vi kende den eneste sande Gud. Og vi kendes på, at vi tager imod det liv, som her gives til os. I tro. I håb. Og i kærlighed til dem, som er givet til os at dele livet med her i verden.  

Sognepræst Carsten Assenholt, 17.05.2020


Billede: Titian, Salvator Mundi, fra cirka 1570, Wikimedia Commons

Kategorier Præsternes ord