19/02/2026 0 Kommentarer
Donation til koncertflygel i Vor Frue Kirke
Donation til koncertflygel i Vor Frue Kirke
# Først på siden

Donation til koncertflygel i Vor Frue Kirke
En million kroner til musikken - donation til koncertflygel til Vor Frue Kirke
Der er stor glæde i Vor Frue Kirke. Købmand Herman Sallings Fond har doneret 1.000.000 kr. til anskaffelse af et Steinway & Sons koncertflygel D-274, der nu er ankommet og opstillet i kirken - klar til at fylde rummet med musik.
Med donationen har Vor Frue Kirke fået et koncertflygel i absolut topklasse, der matcher både kirkens særlige akustik og dens levende musiktradition. Flyglet vil fremover danne rammen om gudstjenester, koncerter, fællessang og samarbejder med professionelle musikere og aktører fra byens kulturliv.
Vor Frue Kirke er kendt for sin musikalske profil, og det nye flygel åbner for et endnu bredere repertoire og nye kunstneriske muligheder - til glæde for både menighed, musikere og publikum.
Menighedsrådet og kirkens medarbejdere udtrykker en stor tak til Købmand Herman Sallings Fond for den generøse donation. Donationen er ikke blot en gave til kirken, men til hele byen og det fællesskab, der opstår, når musikken får plads og klinger frit.
Flyglet vil blive præsenteret og taget i brug ved kommende koncerter og arrangementer i Vor Frue Kirke, hvor alle er velkomne til at opleve det nye instrument i aktion.
”Vor Frue Kirke har en stærk musikalsk tradition, og det er en glæde for os i Salling Fondene at bidrage til, at kirken nu får et koncertflygel i absolut topklasse. Det nye flygel vil styrke både kirkens gudstjenester og de mange koncerter og samarbejder med byens kulturliv, så endnu flere kan få del i de musikalske oplevelser midt i Aarhus. Vi ser frem til, at flyglet bliver taget i brug og håber, at det vil skabe rammerne for uforglemmelige øjeblikke og nye fællesskaber omkring musikken,” siger Karin Salling, næstformand i Købmand Herman Sallings Fond.
Kommentarer