Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus (7,7-14):

Jesus sagde: ”Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for. Eller hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød, eller give ham en slange, når han beder om en fisk? Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham!

Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne.

Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!”.

Amen.

Dagens tekst er en del af Jesu Bjergprædiken. Luthers forståelse er, at Bjergprædikenen i sin radikalitet skal tjene til at holde mennesket fast på, at det ikke af egen kraft kan arbejde sig ud af sin syndighed. Hvis vi mennesker forestiller os at kunne opfylde Guds lov, må vi tro om igen. Bjergprædikenen drejer sig med andre ord ikke om borgerlig moral eller retfærdighed – sådan som den ellers ofte er blevet opfattet, ikke mindst i vore dage.

Ifølge Matthæus-evangeliet skal Loven overholdes i den skikkelse, den i Bjergprædikenen kommer til orde. Den har gyldighed for alle kristne – men netop for kristne, for denne lovopfyldelse er ikke resultatet af menneskelig viljestyrke, men af Guds frelse. Tilsyneladende er det et paradoks, at Loven som formuleret her er uopfyldelig og dog skal overholdes. Men svaret på, hvordan det er muligt således at opfylde Loven, ligger i Guds gerning i Jesus: Han skal frelse sit folk fra deres synder – den gerning, som Jesus fuldbragte ved den nye pagtslutning ved sin død. Dermed muliggøres dét, der ikke var muligt under den gamle pagt.

Bjergprædikenens udlægning af Loven udtrykker således ikke en betingelse, der stilles mennesket, men afspejler de betingelser, mennesket har fået skænket i og med den nye pagtslutning. Med andre ord lader Bjergprædikenens lovforkyndelse sig ikke adskille fra Jesu gerning som Frelseren. 

Hvad er da Loven? I dagens tekst findes den såkaldt Gyldne regel: Alt hvad du vil, andre skal gøre mod dig, skal også du gøre mod dem. Denne regel kendes både fra den hedenske oldtid og fra oldjødedommen, og var altså på Jesu tid en udbredt moralsk grundsætning. 

Jesus kalder denne gyldne regel for kernen i Loven, men den er det også i Bjergprædikenen, som et udtryk for dét, som det til syvende og sidst kommer an på. Men dette må nu forstås ret, for Den gyldne regel står jo ikke alene i Jesu Bjergprædiken, hvor den må ses som en formulering af buddet om kærlighed til næsten. Den gyldne regel er ikke det princip, som alle Lovens bud kan udledes af, eller en nøgle til at fortolke Loven og bedømme dens bud. Men Reglen er det mest basale bud i Loven. 

Bjergprædikenen holder dét sammen, som ellers kunne falde fra hinanden i to verdener, virkelighedens og idealernes. Evangeliets og Jesu pointe er nemlig, at vi mennesker aldrig har vores på det tørre. Ved egen kraft er vi aldrig uden for det ondes rækkevidde. Vi fristes hele tiden til selviskhed og selvretfærdighed. Og selv når vi gør noget, som i et mellemmenneskeligt etisk regnskab er godt, er det da uselvisk? For gør vi de etisk gode handlinger af selviske grunde, altså for at føle os gode og for at have en ren samvittighed?

Men hvis vi ikke selv formår at være uselviske, endog ikke når vi tilsyneladende gør det gode, hvad stiller vi da op? Ja, det er bl.a. det, Jesus svarer på i dagens tekst. Sandheden er ikke vores egen eller at finde inde i os selv, som det ellers nu til dags er uhyre populært at mene, men sandheden er noget, der er skænket os. Skænket os af Gud, der sendte sin Søn til os som sandheden. 

Derfor pointeres i dagens tekst bønnen, meget passende her på Bededag. Der er ikke tale om en opfordring til fortrøstningsfuld bøn ud i det blå, men om en optakt til skildringen af Gud som dén, der giver gode gaver til dem, som beder til ham. Ordene om bøn må derfor ikke løsrives fra deres sammenhæng: At man må bede Gud om visdom til at forstå og om vilje til at gøre. Der er tale om en opfordring til den beden, der udspringer af at have hørt Guds tilsagn og hans bud, som er umulige at opfylde, hvis han ikke selv giver betingelserne.

Opfordringen til bøn sker i dagens tekst med tre udtryk, der vil sige det samme: bed, søg, bank på. Set i sammenhæng med Jesu ord om Fadervor og den efterfølgende formaning vedrørende bøn, skal der ikke bruges for mange ord; der er en grænse for antallet af ønsker, som skal remses op i bønnen. Og hvad indholdet angår, er der dybest set kun ét at bede om, som det hedder lidt tidligere hos Mattæus: ”Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift”. De gode gaver er dermed alt det gode, som Guds rige vil bringe os. Derimod skal bønnen ikke være en ønskeseddel for denne verdens goder: ”I kan ikke tjene både Gud og mammon”, som Jesus udtrykker det andetsteds i Bjergprædikenen.

I bøn ligger en erkendelse af, at egne evner ikke rækker, at vi har brug for Gud. ”Ske din vilje”, hedder det jo i Fadervor. Og dermed understreges, at bønnen ikke er en ønskebrønd til opfyldelse af alle vore egne drømme, men er det sted, hvor jeg giver mig hen til Gud, forlader mig på ham, og sætter mig selv i tjeneste til næstens gavn og i lydighed mod Gud.

Et smukt forbillede for dette har vi i beretningen om Jesus i Getsemane Have, hvor Jesus beder om, hvis det er muligt, at han ikke behøver at dø. Men han fortsætter så: ”Dog, ske ikke min vilje, men din”. Vi må bede om hvad som helst, men vi skal samtidig bede om, at Guds gode vilje må ske. Derfor går det ikke an at bede om noget ondt. Ligesom bønhørelse ikke er at få det, som man vil have, men at der kommer godt ud af det, som sker. 

Det gælder om at bede Jesus om hjælp til at tro – for da er alt muligt. Den skænkede tro er det ene fornødne, og idet vi ikke selv kan tilvejebringe den, må vi bede om den. Som modsætning til selvtilstrækkelighed er bønnen et udtryk for erkendelse af grænserne for ens egen formåen, at åbne sig for noget andet end sig selv, at tilbyde sig som bolig for den tro, Gud giver.  

For hvad er bøn dybest set? At bede er ikke at høre sig selv tale, men at komme til at tie, og at blive ved med at tie, til man hører, hvad Gud siger til én. For det hører man bedst, når man i stedet for at frembringe støj bliver stille. Det at bede kræver således tid og ro, at man standser op og gør plads. Bededag er en dag til besindelse, eftertanke og bøn.

Sognepræst Anders Thyrring Andersen, 09.05.20.

Billede: The Sermon on the Mount (Bjergprædiken), 1877, af Carl Bloch, Wikimedia Commons